Nyheder

<

Kontakt

Sekretariat og webmaster

læs mere ...



Jagten på den perfekte dag gav pote langt væk fra Falster:


Familien Tværmose’s
fornemmelse for cross

Må vi præsentere, hvem der rendte os omkuld på Svebøllebanen, da B-klasserne havde deres store finaledag søndag d. 21. september: Familie Tværmose fra Eskilstrup på Falster: Mor Helle Bertram (37), far Peter Tværmose Nielsen (42), sønnerne Frederik (9) og Laurits (6) samt datter Ena (4). Og niecerne/kusinerne Caroline (4) og Helena (8) var også med.



Familie Tværmose fik ”den perfekte dag” ud af det. Fra venstre: Far Peter, mor Helle med Laurits, så tøserne Ena, Helena og Caroline samt yderst til højre 9-årige Frederik, der tager lidt afstand fra ”de små”.

Havde de levet i 1700-tallet, ville de givetvis have været pirater eller opdagelsesrejsende eftersom de tydeligvis deler gener med alverdens eventyrere. De er på evig jagt efter spænding, på evig fart ad adrenalinfyldte floder og på evig søgen efter – nej, ikke guld og rigdom – men efter den perfekte dag.

- Vi er ret krævende, hvad fritidsoplevelser angår, fortæller mor Helle. Og vi sidder tit ved spisebordet og gumler over spørgsmålet ”Hvad skal vi lave næste weekend ?”.

Således også dengang, da lille Ena sagde: ”Grås! Vi skal til grås!” Der blev udvekslet spørgende blikke rundt om frikadellefadet. Storebror Frederik var den første, der fattede udtalelsens dybde, alvor, indhold og muligheder:

- Hun vil til motocross! Udbrød Frederik og så grinede alle. Og dermed var programmet for den kommende weekend lagt. Nærmeste bane med et ”grås”-arrangement, der lovede fart og spænding, var Svebølle. Det havde nogle bekendte på Skælskør-egnen senere kunnet fortælle. Det havde de set i Lokal-Nyt.

Én på opleveren

 Søndag, den 21. september, satte to biler kursen mod Svebølle. Ja, to biler. Ikke for at fråse med benzinen, men for at også de tre Tværmose-børns kusiner Caroline og Helena kunne være med og få ”én på opleveren”!

Familie Tværmoses fornemmelse for cross startede faktisk for et år siden, da man mere eller mindre tilfældigt gæstede Amager-banen og her fik en tur på små prøvemaskiner. Ena (dengang kun 2½ år gammel) skreg mordio og ville ikke slippe crosseren.  Det første møde med en ”crosser” må have gjort et dybt indtryk på hende, siden hun ved middagsbordet kunne huske begivenheden halvandet år efter og foreslå ”grås” som mål for familiens weekend-event.

Da bilerne så omsider stod stille på Svebølles P-plads, væltede det ud med lyshårede unger, som godt kunne have været søskende, hvis man ikke vidste bedre. Tydeligt, de var tændte af forventningens glæde: Ivrige, aktive, hele tiden snakkende, i bevægelse og utålmodigt spørgende.

Besindige farmand Peter: - Find selv ud af det. Jeg ved lige så lidt som I.

Et ”godt sted”

Hurtigt blev et ekspeditionskorps formet, som så straks gik på opdagelse og inden længe havde fundet ”et godt sted”, hvorfra man kunne iagttage en start tæt på.

Motorerne hylede, bommen faldt, hestekræfterne brølede forbi og forsvandt i en støvsky.

- Nøjjj! råbte Laurits.
- Nøjjj! råbte Frederik.
- Hehehe! frydede Ena sig og puffede til kusinerne. – Hehehe!
- Det var dameholdet, sagde Laurits og løftede en meget vidende pegefinger. – Det kan man se, fordi der hænger lange hår ud af dem.
Og ret havde han.  Det var damer og piger, der havde givet en ”nøjjj!-oplevelse”, og lange hår flagrede efter nogle af dem.

Frederik havde fået øje på prøvebanen med tohjulede og firehjulede i forskellig størrelse. Der stod allerede mange børn i ventekøen, som hele tiden blev længere og længere. Tværmoserne simpelthen slog lejr her, så man var sikker på at få en prøvetur, så snart en maskine var ledig.


Alle Tværmoserne i prøvebanens ventezone.


Mor Helle "Monterer Frederik". Far velsigner ritualet med velduftende røg fra piben.

Frederik ”monteres”; kusine Caroline måber.


Frederik havde chauffør på første gang han
skulle tyre en 70 cc’er…

… så fyrede han chaufføren og kørte selv.
Helt selv, altså!

XXL-store pølser

Laurits havde på egen hånd foretaget et rekognosceringstogt op ad skråningen til klubhuset. Da han kom tilbage kunne han aflægge rapport om, at ”deroppe under det store tag har de nogle store griller og laver store pølser”. Det var midt på dagen og pause i programmet. Alle besluttede, at nu var det tid til at se nærmere på de store pølser, for nu var man pludseligt blevet noget så sulten. Tre tværmosere tog sig af pølsetransporten fra grillen til en solbeskinnet plads på terrassen, hvor resten af klanen havde slået sig ned.

Det store pølsebord – XXL.

- XXL, sagde Frederik. Ena og Laurits nikkede bekræftende og fik sennep på næsen. Der var næsten ikke plads til tut-mutter Judit ’s kolde sodavand.

Så ned til prøvebanen igen. Og så kom det tidspunkt, da man skulle tælles for at være sikker på, at alle var der; for nu var dagen forbi og alle næserne skulle sættes sydpå hjemefter.

Laurits ville ikke hjem og gemte sig bag
en vissen ukrudtsstilk. En italiensk
nationalspise fik ham dog lokket af sted
til Falster!

Laurits stak af og bragte sig i sikkerhed på en høj skråning, hvor han demonstrerede surhed. Det gør man tit, når man er seks år og har en stor græstot i nærheden. Man fortrækker ansigtet i sure miner og så plukker man græstotten til plukgræs. Så kan de voksne ha’det så godt og kalde på én så meget de har lyst. For man vil ikke hjem! Aldrig mere!

- OK, Laurits. Så bliver Du bare her. Vi andre kører hjem. Vi skal have spaghetti og kødsovs i aften, råbte far Peter til ham. Tænk, det fik Laurits ned fra skråningen. Spaghetti og kødsovs er Laurits’ livret. Der er altså noget, der er mere spændende, mere forlokkende, mere overbevisende end cross…

Mor Helle glad for
små strålende sole


- Jo. Vores jagt på den perfekte dag gav sandelig pote i Svebølle, fortæller Helle Bertram, der er selvstændig erhvervscoach og virksomhedskonsulent med sæde i Vordingborg, når hun da ikke coacher familien fra det ene spændingsmoment til den næste ”én på opleveren”.

- Ungerne snakker faktisk ikke om andet. ”Den store crosser-dag”  har tydeligvis udfyldt et behovs-tomrum på bedste vis. Det allerbedste var prøvebanens motorcykler.


- Man kan jo ikke se, hvem der gemmer sig bag brynjer og hjelme. Men når man så piller alle beskyttelseslag af dem, kan man begynde at ane, hvem der lige har været henne at køre. Og når så hjelmen løftes af ungen, så finder man en strålende lille sol. En lille tilfreds unge fuld af selvtillid. Børnene føler selv, de overskrider nogle grænser på prøvebanen – som dengang, de første gang cyklede uden støttehjul. Jo, det var den perfekte dag, synes alle!




Tekst & foto: Henning ”Gl.Smølf” Gondesen Becker • Layout: Jane Kneis

opretur til arkiv-oversigt