Kontakt

Sekretariat og webmaster

læs mere ...



Familie, venner og  Olsen-fans er enige:

Egon Olsen

Egon Olsen - Der kommer mere og mere ind i mit hoved, men jeg kan stadigvæk passe min hjelm!

Født: 22. april 2005

Stjernetegn: Taurus (tyren)

Kælenavn: Olsen

Søn af: Malene Christensen og Frederik Olsen

Klub: Vestsjællands Microcross Klub (VM Høng)

Klasse: Micro C50

Kværn: Husqvrna 50cc

Nummerplade: #224

Pokaler på hylden: 37

Livret: Fisk

Skide godt, Egon!

Alting begynder med en start. Også en samtale. Først går det lidt trægt, men så får micro-kører # 224 Egon Olsen tungen hurtigt på gled:

- Det er egentligt meget mærkeligt ikke? Man er de allerbedste venner. Men når man så er henne ved startbommen, så tænker man ikke mere på det. Så gælder det én selv og kun én selv, når bommen falder. Så må man skrue bissen på og vise tænder. Sådan er det at køre motocross. Måske vinder man og måske taber man. Og så er man gode venner igen, når man er flaget ud...

Venskab betyder meget for MX-micro Egon Olsen. Og Egon ka' li' at snakke smalltalk. Om sig selv, om andre – vennerne fra klubben og familien:


- Altså! Lad os lige få noget på plads: Min far hedder Olsen. Og jeg hedder Egon Olsen. Jeg har mindst én plan. Min lillebror hedder Ove. Men vi er ikke i familie med Sprogøe – ham der bandelederen. Så er det sagt. Hvad skal vi så snakke om? Om mine planer?

Jada! Siger vi. Og Egon er ikke i tvivl: - Blive bedre og bedre og vinde flere og flere pokaler. Jeg har indtil nu kun 37.

Egon Olsen Egon viser gerne sin nye Husqvarna frem – den skal hjælpe ham til mange pokaler.


Det sjoveste
og det værste

- Det sjoveste er cross-stævner. Det er li'som at ta' på mini-campingferie. Min mor laver altid en liste over ting, hvad vi skal huske at have med. Og vi glemmer alligevel halvdelen. Hehehe...

- Og det værste, der kan ske, når man ræser banen rundt, er at drøne ind i én, der lige er væltet. For så vælter man også - - og alle de andre fiser bare forbi én. Det er en klam fornemmelse. Nogle rejsere er jo gode til at gi' en hånd, når man får problemer. Men mange gange ta'r det timer, inden der kommer en voksen og hjælper én op på kværnen igen!

Egon Olsen Egon: - På Møllegårdsbanen har de pakket alle træerne ind i gamle madrasser, så de ikke tager skade, når vi kører ind i dem.

- Det var meget herresjovt deroppe på Bornholm sidste år! Det gik ik' så godt for mig. De har nogle gode hop. Dem nød jeg. Ved starten blev jeg nervøs. Der var tøser både til højre og til venstre af mig ved startbommen. Jeg kom lidt sent ud af starthullet. Jeg gav den fuld gas. Men så gik jeg omkuld og fik støv i gashåndtaget. Det var dybt god nat! Øv og øv – men hva' pyt!

Egon Olsen Bommen er nede. Egon starter med damer tv og th for sig: #717 Friia og #245 Emma. Egon: - Det er nogle rappe tøser!
Egon Olsen # 224 Egon Olsen får gode tips af sin instruktør og far Frederik ved startbommen på Bornholm. Egon - Der var tre tøser ved siden af mig. De gjorde mig nervøs! (#717 Friia, #245 Emma og #903 Sanya).

Kun luft i maven

- Og så kan jeg ikke fordrage snyd! Det er også noget af det værste. Som for eksempel her i påsken, hvor jeg fik en kæmpe påskehare af chokolade. Den var godt nok stor. Men det var bare snyd. Den var tom og hul indeni. Snyd og bedrag! Kun luft i maven!

Nej, det skal gå rigtigt til i Egon Olsens univers. Alt skal være ægte. Verdenen skal være til at stole på. Voksne og kammerater. Alting skal være ok – også én selv, siger Egon. Han gnubber næsen med håndryggen og fortsætter eftertænksomt:

- Man kan ikke rende rundt og være sur over noget. Man skal være glad. Oppe i hovedet og over det hele!

- Der er mange ting, der skal være i orden, hvis man vil køre motocross. Man skal have en smidig krop. Den skal trænes. Jeg går til håndbold og svømning. Og jeg tager også nogle gode løbeture. Jeg har også været til springymnastik.Men det har jeg droppet. Der var for meget brok med træneren. Og så alt det mekaniske! En god crosser er en nødvendighed. Og nogen, der har forstand på at passe maskinen. Det gør min far og mor. De er også mine sponsorer. De betaler det hele. Også støvler og alt det andet. Det skal skiftes ud en gang om året, fordi jeg vokser hele tiden. Men min gode crosserhjelm kan jeg stadigvæk passe. Er det ikke mærkeligt? Man bliver klogere og klogere oppe i hovedet, men man kan stadigvæk passe sin gode, gamle hjelm!

Egon Olsen Egon godt fra start ved SM på hjemmebane. Egon (yderst th) gi'r alle baghjul.

Egon Olsen Én af Egons specialer: Forbikørsel i et skarpt sving!

Far er en luxer

- Vil Du vide lidt om min familie? OK – min far er en luxer. Det er en motocrosskører, der har lært at køre cross i ungdomsskolen. Det er længe siden, for nu er han lidt gammel. Men han er go' til at give gode tips. De virker bare ikke altid. Min lillebror Ove kører nu på min KTM og jeg drøner nu rundt på en Husqvarna. Så det går fremad alt sammen. Min far er bestyrelsesmedlem i Høng, og min mor sørger for madpakker og sådan noget.

Egon Olsen har en plan om at blive bedre og bedre. Egon Olsen drømmer om flere pokaler. Vi siger: - Pøjpøj Egon; må Din plan og Dine drømme gå i opfyldelse!




Kilde: CROSSER PÅ SPRING/Motorbladet nr. 2 • April 2013
Tekst & fotos: Henning "Gl. Smølf" G. Becker
Layout: Jane Kneis • ©kidscross.dk

opretur til oversigt