Kontakt

Sekretariat og webmaster

læs mere ...



Drejer det sig om gener?

Han har hundreder
- jeg har den første!

- Hvis jeg kunne, så ville jeg da give ham baghjul! Sådan forlyder det fra 11-årige Mikkel Buchwald Keller’s domicil i Øster Stillinge ved Storebælt. - Godt nok er vi i familie sammen. Vi er faktisk fætre. Men han skal da ikke tro noget, bare fordi han blev Danmarksmester sidste år og bare fordi han er større og noget ældre end mig og bare fordi han har en større kværn og bare fordi han har over hundrede pokaler på hylden og bare fordi han har mange sponsorer og bare fordi…

DETTE ER EN SAMTALE MED ÉN, DER ER FØDT MED EN TWISTET CROSSER-SKE I MUNDEN:

- Stop lige, Mikkel, stop! Er Du sur på Din fætter Mathias Hall Keller - du ved, ham der blev ”dyppet” i ”Motocross Sø ” ved Svebølle-banen sidste år fordi han vandt DM ?

- Næh!

- Det lyder da ellers sådan.

- Jam’ jeg er ikke sur. Jeg er godt nok lidt misundelig. Fordi alting kun drejer sig om min fætter. Hele tiden og kun om ham! Hele tiden!

- Jo, men fætter Mathias har jo også gjort en stor indsats, ikke?

Danmarksmester Mathias Keller sammen med førstegangs-pokalvinder Mikkel Buchwald Keller.

- Helt klart. Han er jo også en stor kanon; men min indsats er bedre, hvis Du ser nærmere på det.

- Hvordan?

- Første gang, jeg satte mig på en X-cykel til ræs, så vandt jeg. Jeg blev nr. 1 !!!! Første pokal i hele mit liv! Jeg har aldrig før kørt motocross-ræs før i mit liv. Jeg blev først medlem af Svebølle Motocrossklub den 1. februar i år! Men jeg vandt første gang, jeg var til ræs! Jeg har aldrig kørt før!

- Var det i Slots Bjergby?

- Ja, hvordan ku’ du gætte det? Jeg drønede bare derudad. Jeg skulle vise dem alle sammen…

- Vise hvad?

- At jeg er en vinder! Især min fætter skulle vide, at jeg er en vinder!

- Det er din fætter Mathias også overbevist om, at han selv er. Har Du kigget ham lidt over skuldrene, måske luret ham et par fiduser af, siden Du er så overbevist om Dit eget talent?

- Næh, jeg er ikke nogen lurerbuks; men jeg har set ham køre. Jeg var med som hepper for ham i mange år. Nu kan han jo heppe lidt på mig! Alt hvad han kan, det kan jeg også!

- Er Du sikker?

- Mega! I hvert fald i min klasse, C 65.

- Men Mathias kørte jo B 85 dengang og nu skal han op at køre C 125?

- Pyt! Der er jo bare en klasseforskel. Og så kubik… og sådan no’et…. men ellers….

Stærkt opad!

Mikkel gemt bag sin hjelm: ”Så kan man ikke se arrighedens tårer, når man er skvattet i pløret lige før udkørsel og alle de andre bare har trillet hen over dig!”

- Der er nogen, der siger, at det der med at ræse cross, det er noget specielt for Keller-familien. Nogle siger, at talentet for at køre cross er arveligt i din familie. Nogle hvisker endda om, at der er specielle crosser-gener på spil i Keller-familien?

- Det ved jeg ikke hvad er. De der generer eller hvad du nu kalder dem har over hovedet ikke generet mig indtil nu. Er du sikker på, at sådan nogle findes? Men kan Du ikke bare skrive, at det går stærkt opad?

- Stærkt opad?

- Ja. Jeg har ikke bare fået min første pokal. Jeg har nu også fået min første sponsor.

Han så mig køre i Slots Bjergby og syntes, det var fedt. Og så sagde han: ”Det går stærkt opad”. Og så sagde han: ”Den unge er der krudt i!” og vupti! så var han min sponsor! Han hedder Leif Lauridsen og bor i Korsør. Han er murermester. Jeg kender ham godt. Bare der var flere sponsorer af hans slags! Det er dyrt at ræse…

- Dyrt?

- Ja.. Når jeg får gaver. Så er det ikke som om de er til mig. De er til min crosser. Men det er godt nok. Selv om det kan være surt; men fem liter cross-benzin og et par nye handsker er da også noget. Det tæller da opad i budgettet… På den måde er gaverne jo alligevel til mig!

Kellersk selvtillid = kellerske X-gener?

Noget lignende fortalte fætter Mathias for år tilbage. Dengang han var en lille micro’er på en micro-bane. Fuld af selvtillid, der siden ikke har svigtet.
Selvtilliden hos fætrene Mikkel og Mathias fejler ikke noget, hvad cross angår.
Den matcher.
Måske er der noget om snakken.
Måske findes der alligevel et eller andet cross-gen, der gør, at Keller-familiens unge afkom er go’ til alt det der på en dirt-track?
Mathias som den ene komponent står stærk.
Og Mikkel, der er fast besluttet på at møve sig frem, bliver så den anden komponent.
To komponenter – skal vi overlade dem til videnskaben og gen-teknologien?
Den vil nok én gang for alle kunne finde ud af, om der findes kellerske cross-gener.


Tekst & foto: Henning ”Gl.Smølf” Becker • Layout: Jane Kneis


opoversigthome